Noter til "Vinkler på Erhvervspædagogikken - differentiering"

Det uddybes af Rasmussen (2010), som indledningsvist fastslår, at det er undervisningen, der skal tilpasses eleverne; ikke eleverne, der skal tilpasse sig undervisningen.

Rasmussen beskriver fire måder, hvorpå man kan forholde sig til hete­rogenitet blandt eleverne:

1. Passivt: Især ved en tilbagetrukket underviserrolle som moderator, facilitator eller coach for autonomt arbejdende elevgrupper bliver de stærke bliver bedre, de svage svagere
2. Substituerende: De, der ikke kan følge med, tages ud/ går om. Der­med går man mod homogene klasser
3. Aktivt: Undervisningen tilpasses læringsrelevante forskelle mel­lem eleverne. Undervisningsdifferentiering som forsøg på at opti­mere læringsudbyttet for alle
4. Proaktivt: Som 3. (aktivt), men med (individuel) målstyring. Tidlig diagnosticering af den enkelte elevs læringsmuligheder og præsta­tionsgrænser

Kristensen 2007, et princip for undervisning, hvor man tager udgangspunkt i elevernes forskellige Jorndsætninger, potentialer, behov og interesser for i et sam­arbejde at udnytte denne forskellighed til at realisere såvel fælles som individuelle mål". 

Forskellige forståelser af læring 

hvorvidt man lærer alle ting på samme måde, fx matematik og moralsk opførsel - og vi kan fx tilføje: Traktorkørsel?

De forskellige tilgange til læring retter sig mod udvikling af forskel­lige typer kompetencer (eller dannelsesidealer), fx: 

• At lære noget ganske bestemt, måske en evidensbaseret "sandhed"
• At udvikle færdigheder
• At lære at lære
• At udvikle kompetencer til samarbejde, socialt samspil
• At tilbyde nye dimensioner: Udvide individets interesse i sin omverden
• At gøre den enkelte til en selvstændigt tænkende problemløser

Tendenser i Erhvervspædagogikken

• Målstyring, evaluering og kontrol af adfærdsændring, repræsen­teret af Ty ler
• Projektpædagogik og helhedsorientering med deltagerstyring, repræsenteret af Illeris
• AFEL (ansvar for egen læring) med vægt på den enkeltes kognitive processer, bl.a. repræsenteret af Sten Larsens: "Ingen kan lære nogen noget"
• Læringstile: De mange intelligenser, repræsenteret af Dunn og Dunn, Gardner mfl.
• Praksisfællesskaber, sidemandsoplæring, "mesterlære", repræsen­teret af Kvale og Nielsen

I det fuldstændige læringsbegreb skal eleven selv bl.a. opdage et problem, acceptere det, knytte det til egne erfaringer og anvende det i praksis.

Kolb fandt, at folk i forskellige uddannelser lærte på forskellig måde. Måske ikke overraskende i forhold til, at det er vidt forskellige kompetencer, de studerende skal opnå i forskellige discipliner. Kolb nævner også selv, at læringsstilene kan være tillært i uddannelses­systemet.

Differentiering

Forstår man imidlertid differentiering som princippet om, at alle elever har ret til optimale betingelser for læring, kan "differentiering" tænkes ind i alle læringsteoretiske tilgange. Men det kræver, at man bevidst arbejder med, hvordan man varierer forklaringer, materialer, arbejdsmåder, samarbejder, opgaver mv. Det betyder ikke nødvendig­vis, at læreren skal tilrettelægge og styre et forløb for hver enkelt elev. 

Men differentiering kræver, at det ligger som en selvfølge, at alle skal lære mest muligt, ikke nødvendigvis det samme eller lige meget. En stræben efter at nå mest muligt kræver en fælles holdning på holdet om, at dette er målet.